- Jamen, det var
simpelthen så dejligt. Jeg gik og var nervøs søndag formiddag, hvor
det regnede, og så endte det med blå himmel, sagde en glad Anne
Rottbøll, da den første parkkoncert var vel overstået.
Koncerten foregik i klosterets sydlige have, hvor den ellers
stride blæst fra vest ikke havde så godt fat. Den gav nok sus i
Marianne Mortensens kjole, men betød ellers ikke noget - hverken
for stemningen eller lyden.
Musikerne fra Prinsens Musikkorps ankom allerede før middag, og
gik i gang med at øve på den store scene på 10 gange 10 meter, der
var stillet an til lejligheden.
- Folk lå og nød solen i græsset allerede mens musikerne øvede -
der var sådan en god stemning, sagde Anne Rottbøll, som gentager
succesen med en parkkoncert til næste sommer - men en enkelt
tilføjelse.
- Scenen skal være overdækket til næste år - vi kan nok ikke være
sikre på tørvejr en gang til. Og hvis det regner, må publikum tage
paraplyer og regntøj med, sagde hun.
Prinsens Musikkorps og Marianne Mortensen underholdt et par timer
med udvalgte musicals og sommersange, før koncerten blev rundet af.
I mellemtiden havde publikum hygget sig på de medbragte tæpper og
stole - ligesom der i pausen blev solgt både kaffe, øl og vand samt
forskelligt spiseligt.
Efter koncerten valgte mange at kigge indenfor i Børglum Klosters
udstillinger - på de nyåbnede legetøjsmuseum, dragter fra
1700-tallet, malerier af Esben Hanefelt og det nyrenoverede
værelse, som blev omtalt i gårsdagens udgave af NORDJYSKE i
boligsektionen.
« Tilbage