Bo Skovhus

bo-skovhus.jpg
Bo Skovhus er født og opvokset i Ikast. Han begyndte sin musikalske uddannelse ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus og fortsatte herfra til Operaakademiet i København og sangstudier i New York.

Bo Skovhus er født og opvokset i Ikast. Han begyndte sin musikalske uddannelse ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus og fortsatte herfra til Operaakademiet i København og sangstudier i New York.

I 1988, i en alder af blot 25 år, fik Bo Skovhus en sensationel debut ved Wiener Volksoper i titelrollen i Mozarts Don Giovanni. Han fik en overvældende modtagelse for denne præstation, som blev startskuddet på hans internationale karriere. Bo Skovhus færdes i dag på koncertscener og i operahuse verden over.

 

Siden sin debut på Wiener Volksoper har Bo Skovhus begejstret publikum verden over i mange af operalitteraturens store barytonpartier, fra Monteverdis Odysseus til Brittens Billy Budd, Mozarts Grev Almaviva (Figaros Bryllup), Puccinis Sharpless (Madama Butterfly), Wagners Wolfram (Tannhäuser) og Tjajkovskis Eugen Onegin. I 1991 debuterede han på Wiener Staatsoper og i 1998 på Metropolitan Operaen. I dag er han fast gæst på operaerne i Hamburg, München, Paris, Barcelona, Berlin, Houston, Chicago, San Francisco og Japan samt på Wiener Staatsoper.

 

Udover sine mange operaengagementer vier Bo Skovhus betydelig tid til liedkunsten, og han regnes som en af de førende liedfortolkere i den yngre generation, ikke mindst på grund af sin fornemme behandling og forståelse af teksten. Som liedsanger har han optrådt ved alle de vigtige festivaler i det meste af verden, og han har endvidere indspillet en lang række cd'er fra opera-, koncert- og liedrepertoiret. Han har senest udgivet cd'en Leise flehen meine Lieder, som er en samling af lieder af blandt andet Brahms, Schumann og Schubert med akkompagnement af DR SymfoniOrkestret under ledelse af Stefan Vladar.

 

På koncertplan har Bo Skovhus optrådt med de mest fremtrædende orkestre i hele Europa, USA og Fjernøsten. I hans store repertoire som baryton finder man værker af Gustav Mahler, nordiske komponister og stykker som Frank Martins Jedermann MONOLOGE og Zemlinsky's lyriske symfoni.

 

Bo Skovhus har samarbejdet med dirigenter som Gerd Albrecht, Claudio Abbado, Daniel Barenboim, Jiri Belohlavek, Michael Boder, James Conlon, Andrew Davis, Bertrand de Billy, Charles Dutoit, Claus Peter Flor, Armin Jordan, Philippe Jordan, Christoph von Dohnanyi, Christoph Eschenbach, John Eliot Gardiner, Nikolaus Harnoncourt, Marek Janowski, Sir Charles Mackerras, Zubin Mehta, Ingo Metzmacher, Riccardo Muti, Seiji Ozawa, Georges Prêtre, Donald Runnicles, Esa-Pekka Salonen, Wolfgang Sawallisch, Ulf Schirmer, Horst Stein, Jeffrey Tate, Christian Thielemann, Edo de Waart og Simone Young.

 

En stor del af Bo Skovhus' opera-, koncert- og liedrepertoire er udgivet på Cd og findes er tilgængelig på forskellige plademærker.

 

Bo Skovhus kunne i sæson 09/10 bl.a. opleves som Don Alfonso i Mozarts Così fan tutte på Salzburg Festspiele, Grev Almaviva i Mozarts Figaros Bryllup på Metropolitan Operaen, Kurvenal i Wagners Tristan og Isolde på Liceu Òpera Barcelona, og i liedkoncerter i Dresden, Düsseldorf, Wien samt London, og i april 2010 vendte Bo Skovhus tilbage til Danmark, hvor han kunne opleves i en koncert med Aarhus Symfoniorkester under ledelse af Giancarlo Andretta.





« Tilbage