Katrine Madsen er dansk jazzsangerinde og har taget sin eksamen fra Jysk Musikkonservatorium. Hun dannede i 1994 sin egen gruppe Swing Quintet og debuterede i 1996 med pladen efter 'I'm Old Fashioned'
Den blev fulgt op af 'Dream Dancing' fra 1997. Hun har også
medvirket i Ed Thigpen Rhytm Features, har turneret med Lars Møller
på saxofon, Jan Lundgreen på klaver, Jesper Bodilsen på bas og
Morten Lund på trommer i forskellige sammenhænge.
I foråret 2000 kunne danskerne se hende rulle over TV'et i
serien Edderkoppen som natklubsangerinde, hvor hun også medvirkede
på soundtracket. Samme år udkom 'My Secret'. "Verdensklasse" og "en
af de bedste jazzsangerinder i Skandinavien" var avisernes bud på
en bedømmelse af Katrine Madsen. Til at akkompagnere hende på sin
turné i forbindelse med 'My Secret' valgte Katrine Madsen
guitaristen Jacob Fischer og bassisten og gemalen Jesper
Bodilsen.
Madsen har flere gange bevæget sig over sundet for at finde
samarbejdspartnere. På udgivelsen af 'Magic Night' fra 2001 havde
hun allieret sig med det stockholmske orkester Bohuslän Big Band,
hvilket også førte til en turne rundt på mange af Skandinaviens
spillesteder. Hun har også sunget med Claes Crona Trio og Svante
Thuresson.
Med hendes sjette plade 'Close to you' blev der skruet ned for
den store bigbandlyd til fordel for et mere intimt musikalsk rum.
Pladen samlede igen Madsens sædvanlige rytmegruppe med Jesper
Bodilsen og Morten Lund. Denne gang blev de suppleret af Bodilsens
og Lunds faste triopartner pianisten Stefano Bollani og af
saxofonisten Hans Ulrik og den svenske trompetist Mårten Lundgren.
Her binder Madsen an med gamle standards som Ellingtons 'In a
sentimental mood', Burt Bacharachs 'Close to you', og
Lennon/McCartneys 'And I love her'. Albummet var nomineret til en
"Danish Music Award Jazz" som årets vokaludgivelse 2005.
På udgivelsen, 'Box of Pearls' fra 2005 har Katrine Madsen igen
allieret sig med Claes Crona Trio og Svante Thuresson til en
samling vokalduetter. Dette album er et studiealbum og blev
nomineret som årets vokaludgivelse til "Danish Music Award Jazz"
2006.
Se i øvrigt:
http://www.katrine-madsen.dk
« Tilbage