Af Peter Ettrup Larsen, dirigent,
lektor
I Danmark undrer vi os ofte over, hvorfor finnerne klarer sig så
godt i alt fra Pisa undersøgelser over mobiltelefoni til uddannelse
af dirigenter. Som lektor i direktion ved Sibelius Akademiet i
Helsinki, Finland, er jeg ikke i tvivl: Finnerne har forstået, hvor
vigtigt det er, at man som nation har dybe rødder plantet i en
stærk, kulturel selvforståelse.
For nylig berettede den danske avis Børsen om en dansk
virksomhed, der mente at havde set lyset og fundet vejen, der
skulle lede virksomheden ud af finanskrisen: Man ville ganske
enkelt fyre alle kreative medarbejdere og ansatte flere
økonomer.
Samtidig bragte den finske avis Hufvudstadsbladet en stor
feature artikel om en finsk virksomhed, der fuldstændig havde givet
finanskrisen baghjul ved at have en stærk kulturel forankring, for
som direktøren sagde, hvis man ikke forstår de kulturelle
strømninger i samfundet, kan man heller ikke navigere i
markedet.
Hvis man i skolen udelukkende styrker fagligheden, bliver
eleverne muligvis bedre til at læse bøger, der allerede er skrevet.
Ønsker man derimod at den tilegnede viden skal resultere i
innovation, er man naturligvis nødt til at give den eksisterende
viden et twist, der sætter tingene i et nyt perspektiv og tilføjer
status quo noget nyt. Derfor skal kreativiteten naturligvis også
styrkes, og det har finnerne forstået.
F.eks tænker finnerne i meget længere linjer, også på det
kulturelle område. I Finland er man således gået den stik modsatte
vej af Danmark indenfor f.eks. et område som militærmusikken.
Selvom Finland og Danmark har næsten samme befolkningsstørrelse,
har man i Finland næsten fire gange så mange militærorkestre som i
Danmark. I stedet for at nedlægge sine militærorkestre, har man i
Finland i samarbejde med Sibelius Akademiet udviklet en decideret
militærdirigentuddannelse. Tanken er, at man ved at uddanne ledere
på højeste, musikalske niveau får styrket militærmusikken såvel
kunstnerisk som kreativt og derved i løbet af en årrække får løftet
det kunstneriske niveau og dermed også styrket den nationale
selvforståelse. Hvis en finne således ønsker en karriere som
militærdirigent, og hvis vedkommende består optagelsesprøven til
Sibelius Akademiet vil forsvaret efterfølgende betale hele
uddannelsen. Fem år senere vil den nyuddannede kandidat så ikke
alene være sikret et job i et ellers vanskeligt marked, vedkommende
vil også være såvel fagligt som kunstnerisk klædt på til at løfte
det kulturelle niveau rundt om i de mange, finske militærorkestre.
Alt sammen for at styrke den nationale selvforståelse og grundfæste
det kulturelle rodnet, der holder nationen sammen.
I Danmark har vi ikke samme forståelse for betydningen af
national forankring som udgangspunkt for såvel faglig som kreativ
identitet. Der er mange tegn på dette, lige fra nedlæggelsen af den
obligatoriske musikundervisning i gymnasiet over nedlæggelsen af P2
til de verserende planer om nedlæggelsen af Prinsens Musikkorps i
Skive, hvilket svarer til 1/3 af de tilbageværende, professionelle
militærorkestre i Danmark.
Sidste år talte jeg til 750 gymnasieelever i Hillerød om
sammenhængen mellem kropsprog og kommunikation. Om hvordan timing,
frasering og faglig forankring er forudsætningen for høje
karakterer. I den forbindelse ville jeg illustrere nogle pointer
ved at benytte Carl Nielsen-sangen om "Jens Vejmand". Ikke EN
ENESTE af eleverne kendte denne sang! "Den danske sangskat" er
nemlig ikke længere et begreb, der opfattes med stolthed og
national respekt. Samme grad af uvidenhed om f.eks. Sibelius skal
man lede længe efter i Finland. De danske gymnasieelever er dog
ikke afvisende, og adskillige gange har jeg da også dirigeret
gymnasiekoncerter med vore danske militærorkestre, hvor lydtrykket
har været så højt, at det har gjort ondt i ørerne, og det er vel at
mærke publikums vilde begejstring, jeg her taler om. Der går
fuldstændig Beatles- eller Elvis-koncert i den, når publikum bliver
introduceret til disse fremragende musikeres univers. Den goodwill
og PR for forsvaret, disse koncerter genererer, kan ikke købes for
penge, for den begejstring publikum forlader koncerten med går på
tværs af religion, etnicitet og politisk ståsted.
I mere end 350 år har forsvarets ensembler fungeret som
brobyggere mellem forsvaret og befolkningen, og desuden har
militærmusikerne også enorm betydning som undervisere og
inspiratorer indenfor det bredere, folkelige musikliv ikke mindst i
"udkantsdanmark". Historisk har militærmusikken også altid været
rugekasse for vores største kulturelle musikhistoriske ikoner, der
har fået deres musikalske grundskoling indenfor militærmusikken,
f.eks H.C.Lumbye og Carl Nielsen. I Danmark har vi da også en
perlerække af marcher - ikke mindst alle vores kongemarcher, der
musikalsk rangerer blandt de bedste i verden. I samarbejde med Det
Kgl. Biblioteks Dansk Center for Musikudgivelse er jeg derfor også
netop gået i gang med at gøre disse marcher tilgængelige for et
internationalt publikum, ved at gøre nodematerialet tilgængeligt
for udenlandske orkestre i en kritisk, videnskabelig udgave, der
frit vil kunne downloades fra nettet. Bedre branding af Danmark
findes næppe.
Indenfor de seneste år har man ansat civile orkesterchefer ved
halvdelen af vore danske militærorkestre. Det er nytænkning i
verdensklasse og vidner om netop den innovative nytænkning, der
skal og bør være Danmarks adelsmærke. Resulteret har da også været
en faglig opkvalificering af vores militærorkestre, der i dag er
placeret i den absolutte top af den internationale verdenselite.
For nylig arbejdede Danmarks grand-old-Mr.-Swing Ib Glindemann i to
uger med henholdsvis Prinsens Musikkorps og Slesvigske Musikkorps
og udtalte efterfølgende, at det var "14 dage i Paradis". Det er
ikke mange steder, man finder professionelle musikere, der favner
så vidt, fra klassisk musik over den traditionelle militærmusik til
ægte swing. I stedet for at isolere sig som et kunstnerisk
fortidslevn er militærmusikken nemlig fulgt med tiden og har
tilpasset den århundredelange tradition for folkelig brobygning til
et moderne musikideal. Denne form for innovativ nytænkning har da
også givet genlyd langt ud over de danske grænser, og ikke mindst i
Finland følger man udviklingen med interesse. Den 10. september kan
man således opleve alle de finske militærdirigentstuderende
dirigere koncert i Viborg med Prinsens Musikkorps. Dette er kommet
i stand grundet internationalt og nytænkende musikalsk udsyn fra
såvel den øverste finske militærmusikalske ledelse som Sibelius
Akademiet og Prinsens Musikkorps.
I kroner og ører måles besparelsen ved nedlæggelse af et
militærorkester i promiller af det samlede forsvarsbudget. Det
kafkaske i hele operationen sættes yderligere i relief, når man
tænker på, at når vores bankdirektører, der enkeltvis koster mindst
det samme i årlig drift, handler uansvarligt, amatøragtigt og
respektløst, så er politikerne klar med bankpakker i
milliardklassen over nat. Det samme gælder, når uansvarlige græske
politikere lader økonomien sejle. Når det gælder vores egen
kulturelle identitet og egenart, så ser virkeligheden imidlertid
ganske anderledes ud.
I dagens Danmark synes der nemlig desværre at være en udbredt
tendens til, at jo mindre man kan, des større er chancerne for at
blive "kendt". Dagens TV-stjerner er "folk, der ikke kan synge",
"folk, der ikke kan danse", "folk, der ikke kan tabe sige", "folk,
der ikke kan være deres kærester tro". Hvis vores kulturelle ideal
er folk med et begrænset imitatorisk talent, placerer vi os som
nation bestemt ikke forrest i køen over kulturelt bevidste,
innovative og nyskabende nationer, hvilket stemmer umådeligt
dårligt overens med politikernes ønske om netop at placere Danmark
som en af verdens førende innovations nationer.
Det forekommer således temmelig selvmodsigende, at vi sender
vores soldater i krig for at forsvare nogle stærkt pressede danske
værdier, mens vi herhjemme nærmest står i kø for at kappe rødderne
til selvsamme.
At nedlægge Prinsens Musikkorps vil ikke alene være formålsløs
signalpolitik, det vil også være et historisk og kulturelt tab for
Danmark af en dimension, der vil få den islandske askesky til at
ligne en nannopartikel.
Vores vigtigste våben er ikke krudt og kugler, det er kultur,
for uden en sådan er der jo slet ikke noget at forsvare. Hvis vores
kulturelle, nationale ambition kun handler om at tjene/spare penge,
er der jo ingen grund til overhovedet at opretholde så lille en
økonomi som den danske, så kunne vi lige så godt blive en delstat i
Tyskland. Er det virkelig det, vi vil?
« Tilbage
