
- "Store Drømme" er tænkt som vores nye
familieunderholdnings-serie og som et godt supplement til andre
fiktionsserier, som er på vej fra TV 2. "Store Drømme" bliver
drama, musik og underholdning og vores udgave af "FAME". Vi håber,
at "Store Drømme" bliver stort - akkurat som "FAME" var det for 20
år siden, siger TV 2s programchef, Keld Reinicke.
Blandt de medvirkende er Marie Askehave, Helle Fagralid, Anna
David, Maria Lucia, Simon Mathew, Morten Hemmingsen, Frank Thiel,
Steen Stig Lommer, Niels Anders Thorn og så altså Maria
Lucia.
Venskab og
sammenhold
"Store Drømme" tager seerne med til Akademiet for de
Musiske Kunster. Her kan man følge elever, lærere og ansatte, når
en berømt instruktør kommer til byen, og når problemer i
privatlivet påvirker præstationerne. Der er kriser, nederlag og
tvivl samt konkurrence med sidemanden og én selv. Men der er også
venskab og sammenhold, når det hele brænder på.
Vi møder blandt andre Micky, den rodløse mekaniker, der kæmper
for at komme fri af sin fortid. Den altid glade Kris, der slås med
sin rastløshed og frihedstrang. Talentfulde Sofia, hvis værste
modstandere er lavt selvværd og en alt for omklamrende mor, og
Sofias kæreste, Oliver, der ikke kan tåle at være den næstbedste.
Og så er der Theo, der bare vil være berømt. Fælles for eleverne er
deres engagement og vilje til at knokle igennem. De vil gå langt
for at indfri deres drømme om at få succes i showbiz.
På lærerværelset møder vi sanglæreren Thomas, der drømmer om et
comeback, og coachen Maria, der vil gøre alt for sine elever og
ved, at karrieren ikke lykkes med talentet alene. Dramalæreren
Rebekka har store ambitioner for skolens elever og renommé og
kommer ikke sjældent på tværs af rektoren Mogens, der kæmper for,
at akademiet følger med tiden.
Stor udfordring
-Det er en stor udfordring at få lov til at stå foran et kamera,
når man er vant til at stå på en scene, fortæller Maria Lucia og
fortsætter:
- Jeg føler mig ikke mere erfaren end de andre, blot fordi
jeg har spillet med i musicals før, men det har selvfølgelig
hjulpet mig i denne sammenhæng, fortæller Maria Lucia, der i "Store
Drømme" spiller rollen som Sofia.
"Store Drømme" er fyldt med ambitioner, kærlighed, venskab og
intriger godt krydret med musik, sang og dans.
« Tilbage