- Det er ganske enkelt væltet ind med støtteerklæringer til
Prinsens Musikkorps fortæller orkesterchef, Henrik Thorngaard, og
han fortsætter:
- Vi er blevet omsluttet af en varme og en sympati, som vi
kun kunne have drømt om, hvilket naturligvis har glædet meget i
denne svære situation. Meddelelsen om at Prinsens Musikkrops var
med i sparekataloget kom som et chok for os alle, så vi sætter
naturligvis stor pris på al den støtte og opbakning vi kan få.
Opbakning, støtte og tilbud om hjælp skorter det ikke på i de
mails og breve, som Prinsens Musikkorps har modtaget de seneste
dage. Fra kultur- og musiklivet, politikerne, folk med tilknytning
til militæret og folk i almindelighed strømmer det ind med
sympatitilkendegivelser. Her et par eksempler:
Det er rystende beslutning. Vi vil sg'u ikke af med
jer!
(Skuespillerne og sangerne Preben Kristensen og Maria
Lucia).
I skal ikke være i tvivl om at Tinghallen står 100 % bag
orkesteret.
(Direktør Tommy Pedersen, Tinghallen i Viborg).
Det er uklogt og kortsigtet at lukke Prinsens Musikkorps,
fordi de er et fantastisk bindeled mellem Forsvaret og
befolkningen. De er ambassadører for Forsvaret ude blandt
almindelige folk.
(Medlem af Forsvarsudvalget, Chr. Phil Lorentzen (V) i TV Midt
Vest).
Det vil jeg naturligvis reagere på med alle til rådighed
stående midler.
(Professor ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, Niels-Ole
Bo Johansen).
Desværre har de militære ledere - Forsvarets øverste top -
ikke formået, eller ikke evnet, at se de økonomiske ofre ved
deltagelsen i de mange udenlandske indsatser i øjnene. Derfor
slagter man nu til højre og venstre for at redde småbeløb, uden
tanke for den massakre det er for det lokale samfund.
(I.N. Jespersen, Pensioneret musikdirigent fra hhv. Den
Kongelige Livgardes Musikkorps og Sjællandske Livregiments
Musikkorps).
I forhold til udkants Danmark mister vi i øjeblikket mange
arbejdspladser. Skal vi så også til at miste statslige
arbejdspladser, så vil det være med til at skævvride Danmark endnu
mere, og det er vi imod.
(Medlem af Forsvarsudvalget, Ib Poulsen (DF) i TV Midt
Vest).
En nedlæggelse af Prinsens Musikkorps har derfor vidstrakte
konsekvenser for hele det danske kultur- og musikmiljø. Og
besparelserne for forsvaret minimale. Bevar militærmusikken i
Danmark!!!
(Musiker, dirigent og arrangør Steen Nikolaj Hansen).
En rystende oplysning som hvis denne plan føres ud i livet,
vil få katastrofale konsekvenser for kultur- og musiklivet i Nord-,
Midt- og Vestjylland.
(Organist Preben N. Christensen fra Thisted Kirke).
Intet har været mere ødelæggende en da de gamle musikkorps
af de Radikale blev nedlagt i 30erne.
(Johan Ployart Wetche, major (R), Jydske Dragonregiment 1948
-1986).
Rystende nyheder, at man kan få den absurde tanke at
nedlægge musikkorpset.
(Tandlæge Knud H. Odgaard fra Thisted).
Jeg synes, det er fuldstændig tåbeligt!
(Medlem af Forsvarsudvalget, Jens Chr. Lund (S) i TV Midt
Vest)
- Vi er meget glade for de mange personlige
henvendelser, men samtidig har vi opfordret folk til at skrive
direkte til Forsvarsudvalgets medlemmer, der på tirsdag sidder
sammen med ministeren og skal afgøre Prinsens Musikkorps skæbne,
fortæller Henrik Thorngaard.
- Vi tror, at den personlige henvendelse fra folk, der
fortæller, hvorfor netop DE mener, at Prinsens Musikkorps skal
bevares, er af stor betydning. Men samtidig med det, har vi så
etableret en netbaseret underskriftindsamling, og på et døgn - fra
fredag til lørdag - er der allerede indsamlet 1250 underskrifter
fra folk over hele Danmark der går imod nedlæggelsen af Prinsens
Musikkorps. Det synes jeg, siger orkesterchefen, der sammen med
alle sine medarbejder arbejder i døgndrift for at redde Prinsens
Musikkorps.
Linket til underkriftindsamlingen er:
http://onlineunderskrift.dk/web/prinsensmusikkorps
Det er som nævnt på tirsdag udvalget, der skal tage stilling til
de mange spareforslag, mødes igen, så tiden er knap.
- Vi er meget pressede lige nu, men vi er positive og vi
tror på, at det kan lykkes at redde Prinsens Musikkorps. Alt andet
vil være en katastrofe for militæret, for Midt- og Vestjylland, for
det samlede danske kultur- og musikliv samt naturligvis for os
selv. Det er helt ufatteligt, at man vil sætte alt det over styr
for 10 mil. kr., slutter orkesterchef Henrik Thorngaard, inden han
begiver sig tilbage til sit kontor, der i disse dage danner
hovedkvarter og koordinationscenter i kampen om at bevare Prinsens
Musikkorps.
Om det lykkes står efter al sandsynlighed klart efter tirsdagens
møde.
« Tilbage