Jesper
Thilo er født i 1941 og er ud af en musikalsk
familie. Han har spillet saxofon siden han var 11 år gammel, og han
studerede klassisk klarinet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium
i 6 år.
Han spillede med Danmarks Radios Big Band i en periode på 23 år (15
år som lead altsaxofon) og i samme periode med mange andre
ensembler i Basie-Ellington swingstilen.
Jesper Thilo har igennem sin lange
karriere spillet med personligheder som: Edmond Hall, J.C.
Higginbotham, Roy Eldrigdge, Ben Webster, Coleman Hawkins, Benny
Carter, Herry "Sweets" Edison, Eddie "Lockjaw" Davies, Vic
Dickenson, Dizzy Gillespie, Clark Terry og mange flere.
I dag har han på baggrund af ovenstående udviklet sin helt
personlige stil. Hans repertoire er ligeledes meget stort og
spænder fra Louis Armstrong til Charlie Parker.

Theis Jensen er opvokset i et hjem, hvor det
var almindeligt med visesang. Hans far sang selv viser og var
- sammen med blandt andre (lyrikeren) Siegfred Pedersen -
medstifter af Visens Venner. Så der var musik i hjemmet.
Som dreng spillede han på træk-harmonika. Jazzen kom 'først' ind
i billedet, da han fyldte 13. Da blev mødet til gengæld nærmest som
en vækkelse. En trompet kom på tværs, og Theis Jensen var solgt,
ikke til stanglakrids, men til jazzen.
-Jeg havde slet ikke tid til at lære at spille. Jeg spillede
bare som en sindssyg hjemme på mit værelse og det må have lydt helt
forfærdeligt for mine omgivelser, husker Theis Jensen.
Theis Jensen fik aldrig uddannelsen som professionel musiker.
Han ynder selv at kalde sig 'amatør', fordi han ikke lever af at
spille, hvilket han i øvrigt sagtens kunne, hvis det var det, han
ville.
For igennem 35 år var Theis/Nyegaard Jazzband en
institution i dansk jazzliv. I 1990 døde Peter Nyegaard, så
i dag hedder orkestret Theis' Jazzband. Et orkester,
hvis musikere alle har en solid jazzbaggrund. Modne
musikere, der har fundet sammen om en fælles stil og sound,
der centrerer sig om Theis Jensens Armstrong-inspirerede
trompetspil og sang.

Ib Glindemann er hele Danmarks 'Mr. Swing
King'. En legendarisk komponist og kapelmester, der blev født
i 1934, uddannet på Det Kgl. Danske
Musikkonservatorium 1952-56, og allerede som
16-årig var leder af sit eget bigband. I 1958 blev han
musikchef på den reklamefinansierede Radio Merkur, fra 1960-65
genskaber og leder af Horsens Byorkester og i 1965 grundlægger af
Det Ny Radiodanseorkester. Glindemanns kompositoriske virksomhed
omfatter bl.a. en symfoni og en trompetkoncert samt musik til
Pantomimeteatrets ballet Liv i Kludene (1965). Han har
desuden komponeret musik til en lang række danske spille- og
dokumentarfilm og har dirigeret Den Kgl. Livgardes orkester,
Danmarks Radios pigekor, Tivoligarden og Radioens Big Band. Til det
amerikanske marked har Glindemann produceret 182 LP'er
med filmunderlægningsmusik.
I 1994 sammensatte han endnu en gang et bigband. , der siden da,
har haft stor succes med at rejse rund i Danmark og give koncerter.
Koncerter, der er en blanding af Ib Glindemanns egne
kompositioner og gamle schlagere taget fra bl.a. Glenn
Millers, Count Basies, Benny Goodmanns og Tommy Dorseys repertoire.
Sammen med Ib Glindemanns nye Big Band er det blevet til en række
cd'er, hvor kendte danske og udenlandske sangere er i
front.
Sidste år lavede Ib Glindemann en workshop med Prinsens
Musikkorps, og det blev så stor en succes, at orkestret straks
engagerede ham til at komme tilbage i 2010 for at lave en koncert.
Ib Glindemann kaldte selv dagene med Prinsens Musikkorps for '3
dage i himmerrige', hvorfor han straks sagde ja tak til et
genbesøg.
Koncerten med Jesper Thilo, Theis Jensen, Ib Glindemann
og Prinsens Musikkorps finder sted i Parolesalen på Skive Kaserne
torsdag den 4. marts kl. 19.30
« Tilbage