Om os

Prinsens Musikkorps:img_3888_edited.jpg
Prinsens Musikkorps er et af Forsvarets 3 musikkorps - de øvrige er Den Kongelige Livgardes Musikkorps i København og Slesvigske Musikkorps i Haderslev. Prinsens Musikkorps hed indtil sommeren 2005 Prinsens Livregiments Musikkorps, men med nedlæggelsen af Prinsens Livregiment overgik Prinsens Musikkorps til Jydske Dragonregiment i Holstebro. Musikkorpset har stadig øve faciliteter i Musikhuset på Skive Kaserne. Et smukt og funktionelt hus, der blev bygget til Prinsens Musikkorps i 2001.


Ny struktur og nye tider:Steen og TRine.jpg
Prinsens Musikkorps bliver som det første og eneste musikkorps i Forsvaret ledet af en Orkesterchef. Pr. 1. januar 2008 tiltrådte Prinsens Musikkorps nye Orkesterchef, Henrik Thorngaard, der kom fra en stilling som redaktør og producent ved Danmarks Radios P2. Prinsens Musikkorps har ligeledes en kunstnerisk leder. I 2006 blev dirigenten Henrik Vagn Christensen ansat i stillingen, som han efter eget valg fratrådte den 1. januar 2009. Han blev erstattet af solobasunist ved DR Radiosymfoniorkestret, Jesper Juul, der har titel af chefdirigent, og samtidig ansattes en ny rytmisk konsulent: Basunist i DRs Big Band, Steen Nikolaj Hansen.


Militære opgaver og Civile koncerter:joachim og marie.jpg
Musikkorpset har rigtig mange opgaver og skal populært sagt betjene Kongehuset, Forsvaret og Det Danske Folk. Det gøres med musik, ved royale begivenheder (bryllupper, fødselsdage m.v.), royale besøg, parader, marchture og andet ceremoniel. Musikkorpset bruges også som Forsvarets repræsentant ved forskellige begivenheder i udlandet. De civile koncerter er mange og særdeles forskellige. Hvert år begynder Prinsens Musikkorps eksempelvis med en stor nytårskoncert- serie, hvor der spilles med kendte og populære solister.  I begyndelsen af august er der blevet tradition for, at orkestret - i samarbejde med Kulturcenter Limfjord - spiller til en stor udendørskoncert i Nykøbing: En søndag på Mors, og december står i julekoncerternes tegn. De seneste år har Prinsens Musikkorps indgået et samarbejde med Den Jyske Operas Kor om en række julekoncerter i Aalborg og Aarhus.

 


Repertoire:Billede 032.jpg
Marchmusikken er central for musikkorpset, men der spilles også et utal af koncerter med al mulig anden musik - ofte med tidens populære navne som gæstesolister. Musikkorpset har et stort og alsidigt repertoire på mere end 2000 titler, der foruden den traditionelle militærmusik også omfatter alt fra klassisk musik over swing og jazz til pop, rock og hiphop.