Hornmusik 1851/52 til i dag.

 

Af Hans Erik Christiansen

 

Bataljons-, Halvbrigade- og Regimentsmusik.

Ved Hærordningen af 1842 blev den militære struktur, som nævnt, ændret. Den taktiske vægt blev lagt på 4 brigader, som hver bestod af et antal bataljoner; de gamle regimenter med de maleriske navne forsvandt, og på baggrund af dem dannede man de nye bataljoner i nummerrækkefølge.  Kongens Regiment blev til 6. Bataljon under 2. Brigade. Brigaderne blev normeret med et selvstændigt musikkorps - harmonimusik som de gamle regimentsmusikkorps. Normeringen blev 27 hoboister og 5 spillemænd til trommer, bækken og triangel, mens bataljonerne tilsvarende opstillede signal- og marchmusik på 17 mand: Stabstambur, 8 pibere og 8 trommer. Musikkorpset fra Kongens Regiment blev overført til 2. Brigade, mens 6. Bataljon beholdt piber og trommer.

Men det varede kort. Fra 1852 skulle alle signaler afgives på horn, så alle bataljonernes spillemænd blev hornblæsere. Når der så ikke var behov for at spille hornsignaler ved kompagnierne, kunne spillemændene dyrke andre messinginstrumenter, og det varede naturligvis ikke længe, før man derefter havde etableret et hornmusikkorps, den såkaldte feltmusik, hvor musikerne både blæste signaler ved kompagnierne og virkede som musikkorps. Feltmusikken var oprindeligt udviklet i perioden fra ca. 1808 til 1830 hos jægerkorpsene, rytteriet og artilleriet. Erfaringerne og de gode resultater blev nu overført til fodfolkets bataljoner.

 

I foråret 1865 rykkede 6. og 8. Bataljon med hvert sit musikkorps ind i deres nye garnison, Viborg. 31. december 1865 opløstes samtlige musikkorps, både de selvstændige brigademusikkorps, som aldrig genopstod, og bataljonernes. Mens man afventede en ny ordning, blev bataljonsmusikkorpsene genetableret med en størrelse på 9 mand, og brigadernes musikbehov blev dækket af de bataljonsmusikkorps, der var garnisoneret sammen med brigadestabene.

Ved Hærens nyordning af 4. april 1868 fastholdt man størrelsen på 9 mand, og ca. 15 års opbygning og arbejde med musikkorps på 16 musikere var tilsyneladende slået i stykker. Men da Viborg var hjemsted for 2. Jyske Brigades stab og 1. halvbrigade, som bestod af såvel 6. som 8. Bataljon, var det alligevel ikke så alvorligt, musikalsk set, som først antaget: Til musicering i garnisonen kunne man nemlig af de 2 korps' i alt 18 musikere sammensætte et velbesat musikkorps, halvbrigademusikkorpset, som med tiden oftere og oftere blev benyttet.

 

De militære opgaver var mangeartede. Musikerne varetog signalblæsning på kompagniplan. Bataljonskorpsene dækkede bataljonernes musikbehov fx. musik i spidsen af marchkolonnen, halvbrigadekorpset spillede for de i garnisonen værende stabe m.v. eller koncerter for civilbefolkningen eller sammensattes med 2. halvbrigades korps fra Aalborg til det store (hel)brigadekorps, som kom i funktion ved sjældne lejligheder, som fx. de store årlige feltøvelser i lejren ved Hald Hovedgård i perioden frem til 1880.

 

I 1880 genindførtes regimentsinddelingen, og halvbrigaden i Viborg blev med få ændringer til 9. Regiment. For musikerne betød det, at der nu kun blev tale om ét korps, den fast sammenspillede regimentsmusik, som blev opnormeret til 20 mand og underlagt regimentsstaben. Derved mistede bataljonerne deres egne musikkorps og måtte stå i kø for lejlighedsvis at kunne trække på regimentsmusikken.

 

I 1909 var forarbejdet til en ny forsvarsordning færdigt, og den indeholdt et knusende slag mod militærmusikken: Fra 1. april 1911 skulle al militærmusik uden for Livgarden opløses. Der rejste sig en skov af protester, der blev holdt møder og vedtaget resolutioner o.s.v - men 31. marts 1911 måtte musikkorpset afholde sin afskedskoncert i Rådhussalen.

 

De omfattende protester og debatterne i Rigsdagen må have hjulpet. Allerede næste morgen, på skæringsdagen 1. april, udgik der telegrammer fra Krigsministeriet om, at afskedigelserne var tilbagekaldt. Man åndede lettet op, men snart efter kom realiteterne: De gode og velbesatte regimentsorkestre skulle nedskæres fra 20 til 9 faste musikere. Dertil kom så 3 musikere af reserven, som ikke havde pligt til at medvirke uden for garnisonen.

Nu var det, datidens samfærdselsmidler taget i betragtning, ikke så tit, man musicerede uden for garnisonen, så i praksis kan man sige, at korpsets størrelse blev nedskåret til 12 mand.

 

Ordningen løb frem til efter 1. Verdenskrig. De sidste betydningsfulde opgaver korpset deltog i, var periodevise (af 1 måneds varighed) udstationeringer i Sønderjylland efter Genforeningen. To regimenters musikkorps á 9 faste musikere blev sammensat til et korps på 18, som så var underlagt Sønderjydsk Kommando.

Ved Forsvarsordningen af 1922 blevet par regimenter nedlagt. Musikerne eller stillingerne blev fordelt til de øvrige korps, som således blev på 15 mand.

 

1. juli 1932 oprandt så militærmusikkens helt sorte dag. Denne gang kom ingen redning i sidste øjeblik - musikkorpset blev sparet bort, og Viborgs regimentsmusikere, som ca. 160 andre over hele landet, blev afskediget.

 

Den musikløse tid varede 9 år, men dog længe nok til at dokumentere misgrebet. Hæren savnede af mange grunde sine musikkorps, og også det civile musikliv havde problemer. Det kneb med at få besat ledige stillinger ved de civile orkestre, og det var en uvant situation. I flere hundrede år havde man ellers altid kunnet rekruttere fra militærmusikken.

 

Men der blev igen grobund for dansk militærmusik. De tyske Militærorkestres mange koncerter i Besættelsens start skabte et ønske om en national dansk modvægt, og i 1941 genoprettedes 4 hornmusikkorps, heriblandt ét tilknyttet regimentet i Viborg. Dette havde i mellemtiden skiftet navn fra 9. til 3. Regiment, så det var under dette navn, musikkorpset og regimentets rekrutuddannelse midlertidigt blev placeret på Dragonkasernen i Randers. Besættelsesmagten havde overtaget kasernen i Viborg, og regimentsstaben og et lille kompagni uddannede værnepligtige soldater, der blev tilbage i Viborg, måtte finde sig til rette på Garnisonssygehuset og nogle ældre kasernebygninger i Grønnegade. Musikkorpsets var sammensat af ældre musikere, som havde været ansat før 1932, samt nye uprøvede kræfter.

 

 

Korpset var i starten normeret med 15 faste musikere og, som noget nyt, en stabstambur. Han var samtidig korpsets kommandobefalingsmand, og det var personel fra officiantgruppen, der på skift havde dette job. Først i 50-erne blev det, af praktiske grunde, overtaget af en musiker, således at korpsets normering blev på 16 musikere, hvilket stadig er gældende. Den gamle ordning med spillemænd, her 5 værnepligtige musikere, var også stadig gældende, men denne ordning forsvandt i 1973.

 

1. juli 1953 kom korpset tilbage til Viborg, og de næste knap 50 år blev Midt-, Vest- og Nordjylland betjent med militærmusik herfra. Fra de seneste år kan også nævnes vigtige civile arrangementer som de mange skolekoncerter, de store pensionistkoncerter i hallerne i området eller de højt profilerede indendørs koncerter med entré, hvor gæstedirigenter og/eller kendte navne som solister medvirkede.

 

Og her står vi så i dag, efter mere end 325 år i den samme afdelings tjeneste næsten uden afbrydelser. Afdelingen - ja, det oprindelige Ebersteins Regiment blev jo til 6. Bataljon (1842), og denne indgik først i 9. Regiment. (1880-1932) dernæst i 3. Regiment (1932-1951). I 1951 nydannedes 3. Regiment - det senere Prinsens Livregiment - på baggrund af netop 6. Bataljons traditioner og historie, og bataljonen gled ind i det nye regiment som dets 1. Bataljon.

Som den sidste underafdeling på Viborg Kaserne flyttede musikkorpset 1. februar 2001 til Skive.

 

2009

Nu, hvor Prinsens Livregiment også er forsvundet som selvstændig enhed, er Musikkorpset den sidste rest, med navnet "Prinsens", nemlig Prinsens Musikkorps (PMUK), som stadig vil bære både de gamle regimentsmærker og det kongelige navnetræk, H.