Michael Frank Møller blev født i 1976. Han
begyndte at spille trompet i en alder af 10 år, og fik meget af sin
musikopdragelse i Tivoligarden. Efter dette blev han undervist af
Søren Emtoft og Christer Nilsson på Det Kgl. Danske
Musikkonservatorium, og af solotrompetist Ketil Christensen fra Det
Kgl. Kapel.
Han har spillet i flere danske orkestre. I 1994 vandt han en
stilling i Tivolis Promenade Orkester. Fra 1999-2002 arbejdede han
i Det Kgl. Kapel. I 2002 vandt han stillingen
som solotrompetist i Odense Symfoniorkester. I
2005 blev han tilbudt stillingen som solotrompetist i såvel
Det Kgl. Kapel som i DR SymfoniOrkestret
og han tog imod sidstnævnte.
London Symphony Orchestra bruger ham ofte som
gæstesolotrompetist, og kort efter sin ansættelse i DR
SymfoniOrkestret blev han valgt til at spille ved en Galla
Koncert med Renée Flemming. Sammen opførte de
bl.a. Händels berømte arie for trompet og sopran "Let the
bright Seraphim".
Prinsens Musikkorps er et af Forsvarets 3
musikkorps. Orkestret holder til på Skive kaserne, hvor der i 2001
blev bygget et musikhus til orkestret. Et smukt og funktionelt hus,
der danner ramme om musikkorpsets mange opgaver, der populært sagt
er at betjene Kongehuset, Forsvaret og Det Danske Folk.
Det gøres med musik, ved royale begivenheder (bryllupper,
fødselsdage m.v.), royale besøg, parader, marchture og andet
ceremoniel samt ved civile koncerter med populære danske kunstnere.
Musikkorpset bruges også som Forsvarets repræsentant ved
forskellige begivenheder i udlandet.
De civile koncerter er mange og særdeles forskellige.
Marchmusikken er selvfølgelig en central del af musikkorpsets
repertoire, men der spilles også et utal af koncerter med
al mulig anden musik - bl.a. den klassiske, som det er
tilfældet ved koncerten i Viborg Musiksal.
Trompetisten Michael Frank Møller skal ved koncerten med
Prinsens Musikkorps bl.a. spille Alexander Arutunian "Concerto for
trumpet" og Del Steigers "Carnival of Venice".
Download materiale
Pressemedelelse
Billeder
« Tilbage